Etnicitet - uge 46

Der sættes fokus på forældregenerationen og det at være barn og vokse op i Danmark.

Litteratur:

Mikkelsen, Flemming m.fl. (2010) I Danmark er jeg født…Forlaget Frydenlund. Side 48-80, 82-91 og 418-421.

Undervisningen mandag og tirsdag er desværre aflyst pga. sygdom.  I stedet skal vi besvare portofolie spørgsmålene med udgangspunkt i litteraturen til disse to undervisningsgange.

Jeg har valgt diskussionsspørgsmålene i SBR dias som udgangspunkt til min porto folie.

I det pædagogiske arbejde med etniske minoriteter mener jeg det er vigtigt, at jeg som pædagog er i stand til at analysere og reflekterer over den konkrete borgers sociale situation, baggrund og kulturopfattelse. Jeg skal være opmærksom på, at jeg gennem mine holdninger, normer og værdier kan skabe en distance der kan hæmme samarbejdet og bidrage til yderligere stigmatisering. Udfordringen i det pædagogiske arbejde med etniske minoriteter kan bl.a. være at man flytter fokus fra barnets konkrete situation til barnets kultur. Med det mener jeg, at såfremt de professionelle opfatter og begrunder barnets adfærd som et resultat af barnets kultur kan man risikere at man overser vanskeligheder, der kræver en ekstra pædagogisk indsats. Jeg ser det pædagogiske arbejde med etniske minoriteter er fyldt med dilemmaer og udfordringer hvilket dokumentarfilmen ”Konfrontation” giver tydelige eksempler på.

I dokumentarfilmen ”Konfrontation” fra TV2 møder man seks indvandre drenge fra Gellerup parken og seks danske drenge fra Aalborg (Vejgård drenge) de skal mødes i et hus i vest Himmerland for at snakke om deres hverdagsliv. 18-årige Lasse Thomsen er voldsomt kritisk over for indvandrerne, og 19-årige Chadi Alderbas har ikke meget tilovers for danskerne. Nu skal de - sammen med deres kammerater - mødes på en weekendtur. Her skal de unge drenge lære hinanden at kende, diskuterer fordomme.

Efter et kort møde på parkeringspladsen hvor de hilser på hinanden skal drengene samles i fællesrummet for at snakke. Der kommer ingen kontakt mellem de to grupper og de sætter sig ved hvert sit bord. Der er nærmest en usynlig kløft mellem de to gruppe drenge, en splittelse som de unge selv betegner som ”os og dem”.

Pædagogerne opfordrer drengene til at placerer sig anderledes. Pædagogen griber ind, men på en vejledende måde, således de unge i første omgang bliver opmærksomme på, hvad det er, der sker i deres måde at placere sig på. På den måde får de unge mulighed for at tænke over, om de ønsker at ændre på situationen eller om de vil justere på den. Som den eneste forsøger Vissam fra Gellerup at tage kontakt og deltage i danskernes sociale samvær. Han bliver budt velkommen ved bordet men derefter ignoreres han og han er dømt ude.

Vissam bliver efterfølgende nærmest mobbet af sine kammerater fordi han gik over til ”dem”. Det viser hvor svært det kan være, når unge indvandre forsøger at skabe og deltage i de sociale fællesskaber. Vissam anses af sine kammerater at være for integreret og betragtet nærmest som stikker og landsforræder.   

Fami Kassim, er dagligleder af ”Kontaktstedet” har en anden etnisk baggrund. Han er en af initiativtagerne til weekendturen. Fami Kassim kom til Danmark da han var 7 år. Han drømte om at blive pilot men med en far går fra at være families forsørger med en højtstående stilling og til at være en passiv far der lider af krigstraumer, blev drømmen knust. Fami har været ude i det kriminelle miljø men besluttede sig for tre år siden at han ville have en uddannelse og blive til noget. Han har viljen til forandring selvom det kriminelle bagland konstant kontakter ham.

I filmen ser man bl.a. hvorledes en pædagog har svær ved at håndtere en konflikt. Pædagogen bliver kaldt ”skaldet hoved” af en af de unge indvandre drenge. Pædagog er tilsyneladende utryg ved situationen pga. den unges attitude og kalder indvandre drengen for ”sort håret”. Pædagogens handlíng udvikler sig her til en konflikt som han ikke selv er i stand til at håndterer. Den unge indvandre føler sig cikaneret der resulterer i voldsomme følelsesudtryk for at beskytte selv sig.  Pædagogen etablerer her ubevidst en samfundsmæssig brudlinje mellem ”dem” og ”os” og bidrager dermed til udelukkelse og stigmatisering.

Et andet dilemma, der melder sig, er dilemmaet mellem individ og fællesskabet. Det pædagogiske personale oplever, at der kan udvikles relationer mellem drengene, når der laves samarbejdsgrupper enten to og to eller i små grupper, men i det samme man vil skabe et fællesskab mellem grupperne opstår der hurtig en splittelse. Udfordringen i den pædagogiske hverdagspraksis er måden man griber ind og takler situationen på. Afstemmer pædagogen handlingen til den konkrete situation kan det bidrage til positive oplevelser og aktiv deltagelse i fællesskabet.