torsdag den 14. april 2011

Uge 15

Neuropædagogik
Dagens undervisning af Dorthe Solberg om hjernen var spændende og lærerig.  Vi fik en grundlæggende viden om hvordan det neutrale netværk i hjernen fungerer ved afsendelse og modtagelse af elektriske impulser. Et mix af teoretisk viden og hverdagsfortællinger fra Dorthes arbejde med mennesker med dysfuntioner, gav et godt indblik i, hvilke dilemmaer og problemstillinger det pædagogiske arbejde i denne kontekst indebærer. I disse fortællinger fik jeg indsigt i hvormeget det betyder, at de professionelle forstår det enkeltes individs livshistorie, reaktionsmønstre og adfærd. At det i virkeligheden måske er os selv og vores syn på mennesket med dysfunktioner, der skal ændres.

Neuropsykologi
Forsker Aleksandr Luria (1902-1977), udviklede en model hvor han opdeler hjernen i tre - Blok 1-2-3. Denne tredeling af hjernen er opbygget på baggrund af den rækkefølge hjernen udvikles og modnes i.

Før i tiden opnåede forskerne en stor del af deres grundlæggende viden, om hjernecellerne og deres funktion, fra studier på dyr, fx. obduktioner og hjerneoperationer. I dag har den teknologiske udvikling inden for hjernescannere gjort det muligt hurtigt at se, hvor i hjernen en sygdom eller skade er opstået.

Hjernen består af en venstre- og en højre hjernehalvdel, der har hver sine kvaliteter. De to hjernehalvdele er forbundet af hjernebjælken, et bundt nervefibre, der sikrer, at samarbejde kan finde sted mellem de to hjernehalvdele.

I en neuropædagogisk kontekst kan arbejdet bestå i at kompenserere for de dysfunktioner og hjerneskader det enkelte individ har. At de professionelle tilrettelægger hverdagen på måder, der giver den enkelte mulighed for at trække på sine stærke sider  mens der kompenseres for de svage områder.

Praksis
Gennem mit arbejde i en specialgruppe fra 0-6 år, oplever jeg, at børn med med neuropsykologiske dysfunktioner har en forskellig indlæringskapacitet på det sproglige, visuelle og taktile/kropslige niveau. For børnene gælder det, at de har brug for, at den samme type af opgaver er ens fra gang til gang, så de på den måde kan genkende opgaverne, og dermed på længere sigt lære noget af dem. Det kræver, at tilbud skal skræddersyes i forhold til hvert enkelt barns særlige dysfunktioner. På den måde vil det være muligt at tilrettelægge en stimulations-, undervisnings- og handleplan, der tilgodeser barnet udfra et helhedssyn. Jeg oplever, at børnene med dysfunktioner har brug for at man arbejder med meget korte forløb. At børnene har brug for at man dvæler meget længe ved den enkelte opgave end almindelige børn har brug for. Da børnene bruger alle deres psykiske kræfter i indlæringssituationer, er der indlagt en "hyggestund" hvor børnene ligger med tæpper og lytter til klassisk musik således de kan "fordøje" dagens læring før børnene skal til næste aktivitet -spise frokost. At srbejde med børn med dysfunktioner finder jeg udviklende for min egen læring. Jeg synes det er  spændende og interessant at arbejde med denne børnegruppe, selv jeg oplever, at indlæringen skrider frem med utrolig små skridt.

Jeg har læst og kan varmt anbefale "Pæne pige og dumme drenge" af Ann-Elisabeth Knudsen(2005) men vil gerne tilegne mig mere viden om neuropædagogik. Forslag til bøger vil være kærkomne. Tak :)

2 kommentarer:

  1. Sødisbakke køre i tiden en masse kurser om neuropædagogik, hvor de uddanner deres egne folk. På den måde kan personalet selv lave neuroscreeningern på beboerne. Man arbeje pædagogiske ud fra screeninger, og hjælpe beboerne til et bedre liv. På vores afdeling er der 2 der er uddannet, og 3 der er på vej. Jeg kan spørge dem, om de har nogle bøger de kan anbefale.

    SvarSlet